NYT FRA BRANCHEFORENINGEN
DANSK KOLLEKTIV TRAFIK

Debatarrangement på Folkemødet: Er den kollektive trafik pengene værd?

Er det klogt eller kortsigtet at spare på de kommunale budgetter til kollektiv trafik? Det diskuterer vi på årets Folkemøde, hvor DKT har inviteret formand for Fynbus og borgmester på Nordfyn Morten Andersen, formand for Movia og borgmester i Herlev Thomas Gyldal Petersen, Liberal Alliances transportordfører Villum Christensen og Arrivas direktør Nikolaj Wendelboe til en debat om, hvad vi kan bruge den kollektive trafik til – og hvad den egentlig er værd.

Både direkte og indirekte har den kollektive trafik indflydelse på store samfundsmæssige udfordringer: Trængsel på vejene, integration, uddannelse, beskæftigelse, miljø. Hvordan kan disse områder tænkes endnu bedre ind, når det kommer til at udbyde offentlig transport? Og er det muligt at overbevise beslutningstagerne om, at der på langt sigt kan være penge at spare, hvis man på den korte bane faktisk vælger at investere lidt mere i den kollektive trafik? Kom og giv dit besyv med, når vi udfordrer panelet på deres prioriteringer og debatterer, om den kollektive trafik er pengene værd.

Arrangementet finder sted torsdag den 15. juni kl. 14.14.45 i Infrastrukturens telt på Inderhavnen i Allinge.

Alle er velkomne.