NYT FRA BRANCHEFORENINGEN
DANSK KOLLEKTIV TRAFIK

Ny bydel i København kan betyde nye metrolinjer

I dag har regeringen og Københavns  kommune fremlagt en principaftale om etablering af en ny bydel i København; Lynetteholmen. Øen skal kunne huse en lang række af de nye borgere, som hver måned flytter til Hovedstaden.

Aftalen forudsætter dog en godkendelse i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, og opbakning fra et flertal i Folketinget. Desuden forudsættes også tilslutning fra Frederiksberg Kommune i kraft af deres medejerskab af Metroselskabet.

Den langsigtede udbygning af Lynetteholmen forventes understøttet gennem etablering af en metroforbindelse, der kan sikre den nye bydel en hurtig og sammenhængende forbindelse med resten af København. En metroforbindelse vil bidrage med stationsnærhed, der er en forudsætning for både en bæredygtig byudvikling og for værdiskabelsen.

Der gennemføres en forundersøgelse af metrobetjening af området. Forundersøgelsen kortlægger blandt andet nettoomkostninger for en forlængelse af Nordhavnsmetroen under Kronløbet og videre som højbane med stationer på Lynetteholmen. Metroen kan videreføres til Refshaleøen og eventuelt til området Kløverparken, såfremt der findes finansiering hertil, herunder gennem finansieringsbidrag fra grundejerne.

Forundersøgelsen, der også kan indeholde andre linjeføringer, finansieres af Metroselskabet og forventes afsluttet ultimo 2019.

Det er nødvendigt at højklasset kollektive trafik indtænkes helt fra start i udviklingen af nye byområder, og derfor ser DKT frem til at følge de kommende undersøgelser omkring projektet med den nye bydel.

Læs mere om projektet med Lynetteholmen og den foreslåede metrolinje her